Skip to main content

Prepping, hackerangreb, krig.

Ja, undskyld, at denne lyse sommerhilsen starter ud på en ret alvorlig note.

Men det er ikke småting jeg som moderne menneske skal deale med.

Verden er af lave. Det er ofte den fornemmelse, jeg får, når jeg for tiden orienterer mig i nyhedsbilledet.

Selvom jeg betragter mig selv grundlæggende som et menneske med et lyst sind og en optimistisk tilgang til tilværelsen, så må jeg indrømme, at også mit sind bliver testet særligt i denne periode.

Det er jeg ikke alene om. Jeg kan fornemme på de samtaler, jeg har med mennesker i min omgangskreds, at de føler sig utrygge på en helt anden måde end tidligere.

Selv under pandemien, hvor virus spredte usikkerhed i vores isolerede tilværelse, var utrygheden en anden. Den er mere uhåndgribelig nu.

Alligevel synes jeg, at der er en ret fundamental forskel, for det er i usikre tider, at fællesskabet består. Til forskel fra corona-tiden, hvor forsamlingsforbud gjorde det umuligt at mødes fysisk, har vi denne gang alle muligheder for at føle tryghed gennem fysisk tilstedeværelse.

Det er nemt at være bange. Det er endnu nemmere at isolere sig og tumle med usikkerheden selv.

Problemet er bare, at der sjældent kommer noget godt ud af at tumle med tingene selv. Mennesker har altid løst problemerne i fællesskab – uanset om de er store eller små.

Det samme gælder under vores tag her i Mulighedernes Hus. Hvis der er én ting, der er givet når man driver virksomhed, så er det, at problemer vil opstå. Det er bare et spørgsmål om hvornår og hvor store de er. Det ved jeg både fra min egen tid som selvstændig, og i min tid her i Business Park Nord.

Derfor er mit budskab her 5 minutter i sommerferie uanset hvad du bøvler med:
Tal med andre. Fortæl os, hvordan du har det og hvad du tumler med. Tingene løser sig, men det kræver at du åbner op.

Uanset om du er en del af vores hus, så er du altid velkommen til at møde op hos os. Der er altid plads til én mere.

Hav en dejlig sommer sammen med dine nærmeste.

Brith Lund Jørgensen

Direktør i Business Park Nord