Det er som om, at verden er lidt af lave for tiden.
Nu troede vi lige, at den hellige grav var velforvaret og at fremtiden tegnede lyst.
Efter to barske år med pandemi syntes lyset for enden af tunnelen endelig at dukke op, så vi alle igen kan trække vejret frit.
Friheden varede desværre alt kort.
En brutal mand i Rusland aflyste hurtigt den spirende optimisme med brutal krigsførsel.
Og en ny virkelighed opstod herhjemme: Energipriser på himmelflugt. Dagligvarer til skyhøje priser. Små erhvervsdrivende, der presses på eksistensen.
Det skorter ikke på den ene ufattelige historie efter den anden uanset hvor man nærmest skuer hen.
Ærligt talt: Det er hårdt, negativt, svært, barskt – find selv på flere synonymer – at være tilskuer til verdenssituationen lige nu.
Der er ikke noget at sige, at mange føler en vis magtesløshed over det, der sker i øjeblikket. Vi har absolut ingen kontrol over, hvilke ydre rammer vi underlægges.
Men én ting har vi alle dage haft kontrol over. Nemlig hvordan vi selv agerer i krisetider.
Jeg mener, at det er i tider som disse, hvor mange kan føle, at de har ryggen mod muren, at mennesker viser deres sande ansigt.
Uden at anfægte at rigtigt mange mennesker helt reelt har fået deres fundament rystet ret voldsomt, så kalder tiden vi lever i måske mere end noget andet tidspunkt på et reality check og almindelig, sund fornuft.
Når først de svære følelser har lagt sig, bør vi måske særligt i denne tid spørge os selv: Så hvad kan jeg gøre noget ved?
Du kan enten vælge at reagere. Føre dig selv ind i en meningsløs spiral, hvor alt er negativt og konstant forudsættes af omverdenens, i øjeblikket, håbløse tilstand.
Eller også kan du agere. Vælge selv at tage teten og spørge dig selv: Hvad kan jeg selv gøre lige nu, småt eller stort, der kan gøre verden lidt nemmere at være i. Båd for dem omkring mig, men så sandelig også for mig selv.
Jeg imponeres af dem, der bevarer fatningen ved at mobilisere et overskud og en handlekraft, og som med deres person lyser op i en dyster tid.
