Jeg var i Malmø for at besøge forskellige kontorfællesskaber. Flotte steder, inspirerende steder, gennemtænkte steder. Men det var noget andet, jeg (også) kom hjem med og blev ved med at tænke over.
For der var forskel. Stor forskel.
Nogle steder kunne jeg mærke det lige med det samme. Ikke fordi det var den rigtige farve på væggene eller et ekstra flot mødebord. Det var noget andet. Noget i stemningen. Energien. Måden folk hilste på. Man kunne fornemme, at der var nogen, der virkelig ville noget med stedet. At det betød noget. Og det kan man mærke, når man træder ind.
Andre steder var egentlig lige så gennemførte, men… jeg mærkede ingenting. Det var pænt, men uden sjæl. Og jeg kom til at tænke over, at det ikke kun gælder steder. Det gælder også arbejde. Relationer. Projekter. Hverdagen.
For mig handler det mere og mere om at kunne mærke. Ikke bare hvad jeg skal nå, men hvorfor jeg gør det. Hvad det giver mig. Om jeg bliver fyldt op eller tømt ud.
Jeg kan sagtens køre på. Jeg arbejder selv med budgetter, månedlige opfølgninger og fokus på bundlinjen. Det kan jeg godt finde ud af. Men jeg mister mig selv i det, hvis det bliver det eneste, der er fokus på – hvilket heldigvis ikke er tilfældet i min situation, vil jeg skynde mig at nævne.
Hvis jeg ikke mærker, at det giver mening. At der er noget menneskeligt som mangler.
Sådan tror jeg der er mange, der har det på samme måde.
Forleden faldt jeg over et opslag på LinkedIn, hvor en leder fortalte om en ung medarbejder, der sagde op. Ikke fordi han kedede sig. Ikke fordi han ikke trivedes med opgaverne. Men fordi stemningen på arbejdspladsen drænede ham. Fordi han ikke kunne mærke relationerne. Ikke kunne mærke fællesskabet. Og derfor forsvandt han stille og roligt.
Det ramte mig. For jeg kender den fornemmelse. Kender den tavshed, der kan brede sig på en arbejdsplads, når man ikke længere tør vise sig menneskelig.
Og det er ikke kun et “de unge”-problem. Det er også et os-problem. Mig selv inklusiv. For vi skaber selv den stemning, vi går rundt i. Og vi kan ikke lede eller arbejde i blinde længere. Ikke hvis vi vil noget, der holder i længden.
Når jeg tænker på det sted, vi er i gang med at skabe I vores hus i Støvring, så håber jeg, at man kan mærke det. Ikke fordi alt er perfekt, men fordi vi mener det. Fordi vi interesserer os for hinanden. Fordi vi tør være både professionelle og personlige på samme tid.
Det starter ikke med et stort strategimøde eller et nyt fancy slogan. Det starter med, at man tør spørge:
“Er du egentlig okay?”
Og at man rent faktisk lytter til svaret.
God sommer!
